Uden retten til at iværksætte kollektive kampskridt vil fagbevægelsen stå uden det helt afgørende middel til at opnå overenskomst når forhandlingerne går i hårknude. Begrænsning af konfliktretten er derfor et alvorligt angreb på det kollektive overenskomstsystem. Ikke mindst i en tid, hvor lønniveauet i flere sektorer på det danske arbejdsmarked er udsat for hård konkurrence. Som der står i Faglig Ansvars pjece om emnet: Social dumping er ikke længere et fremtidigt skræk scenario, men en udfordring her og nu, og konfliktretten er det afgørende forsvarsmiddel.
Foruden at have vendt op og ned på den forestilling LO og DA samt skiftende regeringer har haft om, at EU ikke kan blande sig i konfliktret, har dommene også udløst en chokbølge i store dele af den danske såvel som europæiske fagbevægelsen.
EF-domstolens afgørelser er den foreløbige kulmination på det pres, EU gennem længere tid har lagt på faglige rettigheder. Mange kan nok huske diskussionen om servicedirektivet, hvor kommissionen havde fremlagt et forslag, der, hvis det var blevet vedtaget, havde gjort det muligt for udenlandske virksomheder, at betale den løn, der gælder i firmaets hjemland. Et andet eksempel er havnedirektivet, der ville tillade at skibes besætninger kunne laste og lodse, hvilket særligt ville være attraktivt for skibe fra lavtlønslande. Direktivernes endelige form var ikke helt så grel, men det betyder ikke, at EU-kommissionen har opgivet ideen om at liberalisere EU’s arbejdsmarkeder, hvilket tydeligt ses i Kommissionens udspil om flexicurity, der indeholder meget "fleksibilitet" og stort set ingen "sikkerhed".
EU-domstolens afgørelser rammer umiddelbart byggebranchen hårdest, fordi det er her at løn-diskriminationen af østeuropæisk arbejdskraft er slået først igennem. Men det princip, som domstolen har slået fast, nemlig at de økonomiske friheder vejer tungere end faglige rettigheder, betyder at alle sektorer kan komme under pres. Det er bare et spørgsmål om tid.

Hvordan sikrer vi konfliktretten?

EF-domstolens klare angreb på konfliktretten har fået folk op af stolen. John Monks, der er formand for den Europæiske Faglige Sammenslutning, ETUC, har kaldt dommen ”tilladelse til social dumping”. Og ETUC har stillet krav om en ”social klausul”, som slår fast, at fundamentale sociale rettigheder altid skal gå forud for EUs konkurrenceregler, og at lønmodtagerne skal have den ubetingede ret til at bekæmpe social dumping.
Finn Sørensen, medlem af Faglig Ansvars sekretariat, bakker op om kravet om en juridisk bindende social protokol:
- Vi mobiliserer fagbevægelsen for at få en juridisk bindende protokol til Lissabon-traktaten. Arbejdstagerrettigheder skal sættes før det indre marked.
Kravet bakkes ikke op af den danske regering, der i stedet fortrækker en tilpasning af de danske regler, men "tilpasningsstrategien" ændre ikke ved, at EF-domstolen har slået fast at man kun kan kræve, at udenlandske firmaer betaler mindsteløn. Derudover kan tilpasningsstrategien ikke undgå, at svække fagbevægelsens uafhængige organisering af arbejdslivet.
Som Eva-Britt Svensson, der er medlem af EU-parlamentet for det svenske venstre parti, siger:
- Det er EU reglerne der er problemet derfor er det dem der skal laves om. Og det er jo mest indlysende at tage fat på Lissabon-traktaten!
Denne holdning deles af Søren Søndergaard:
- Da flertallet i folketinget godkendte Lissabon-traktaten uden til gengæld at få en løsning på problemerne, blev de medansvarlige for at social dumping og angrebet på konfliktretten kan fortsætte. Jeg beklager folketingsflertallets opgivenhed, men så meget desto mere nødvendigt er der, at der opbygges en folkelig mobilisering mod dette angreb, siger Folkebevægelsens parlamentariker og fortsætter:
- EF-domstolens begrænsning af lønmodtagernes ret til at konflikte mod social dumping er fuldstændig i modstrid med de løfter, som skiftende regeringer har givet de danske vælgere i forbindelse med EU-medlemskabet. Derfor opfordrer jeg alle til gennem udtalelser og manifestationer at bakke kravet om en juridisk bindende social klausul aktivt op. Det gælder naturligvis også Anders Fogh Rasmussen, som bør fremlægge og støtte ETUC’s krav om en social klausul på det kommende EU-topmøde den 19.-20. juni.
Finn Sørensen er enig i dette:
- Der skal lægges pres på partierne i Folketinget for der skal jo være mindst et land, der kræver en juridisk bindende social protokol. I Danmark er vi tæt på målet fordi Enhedslisten, DF og SF allerede støtter op om kravet. Får vi Socialdemokraterne med så kan statsministeren pålægges at rejse kravet i EU, siger Finn Sørensen og tilføjer:
- Det er ikke en kamp vi skal kæmpe alene, men sammen med resten af de gode kræfter i EU, afslutter Søren Søndergaard. Og peger på, at en af Irlands store fagforeninger, Technical Engineering and Electrical Union, som konsekvens af dommene, anbefaler sine medlemmer at stemme nej til Lissabon-traktaten.


FAKTA: Vaxholm & Rüffert-dommene

Vaxholm-sagen handler om det svenske bygningsarbejderforbunds blokade af et skolerenoveringsarbejde i den svenske by Vaxholm, hvor lettiske bygningsarbejdere arbejdede for en løn langt under normal svensk løn. Dommen kom den 18. december 2007 og kan sammenfattes således: Det er ikke tilladt at bruge blokadevåbnet, hvis blokaden sigter på at få en arbejdsgiver til at betale mere end mindstelønnen. Mindstelønnen skal desuden være let at identificere på forhånd for udenlandske arbejdsgivere. Konklusionen på dommen er altså, at det kun kan kræves at udenlandske firmaer overholder nogle minimumsbetingelser om løn og arbejdsvilkår, herunder mindsteløn.

3. april 2008 fulgte Rüffert-dommen. Dommen hamrede konklusionen fra Vaxholm-dommen fast og afviste derudover både, at fagforeningernes uafhængige organisering af arbejdslivet skal have særlig vægt under EU-reglerne og at offentlige myndigheder i deres udbudsregler må integrere sociale hensyn via lønnen.

Hvis du vil vide mere om de to domme kan du læse baggrundsartiklen i sidste nummer af FiB. Har du det ikke, så bestil det på 35 36 37 40 eller læs artiklen på fib.folkebevaegelsen.dk