Folk i Bevægelse stillede i september 2012 nogle enkelte eksperter/fagfolk indenfor finansverden følgende spørgsmål:

Hvilke bekymringer giver EUs udvikling med finanspagt, bankunion og planer om en ny traktat for en strammere politisk og økonomisk union anledning til?

JPEG - 9 kb

Lars Seier Christensen, adm. direktør og medstifter af investeringsbanken, Saxo Bank svarede:

Det giver naturligvis anledning til stor bekymring, at EU nu vil blande sig yderligere i medlemslandenes finans- og økonomiske politik.

For man må jo sige, at EUs, og især Eurozonens, track record er enestående elendig. Alt hvad der kunne gå galt, er gået galt. Man skaber Euroen med en fuldkommen fejlkonstruktion, og prøver derefter at underbygge den med et stramt regelsæt samt diverse sanktioner for overtrædelse af disse regler. Derefter overtræder stort set samtlige lande, anført af Tyskland og Frankrig, prompte disse regler, men uden at sanktionerne træder i kraft. Herefter er der frit slag for alle Eurozonens lande, og de senere år har budt på ukontrolleret gældsoptagelse, massivt offentligt overforbrug, nedbrud af ECBs uafhængighed og deciderede ulovligheder i forhold til traktater og ECBs regelsæt.

Og nu er forslaget så, at hvis man giver mere magt til disse uansvarlige bureaukrater, der ikke står direkte til ansvar overfor nogen vælgere og ikke har nogen påviselig relevante erfaringer eller succeshistorier, så skulle dette forbedre situationen?

At et land som f.eks. Danmark, der har opført sig væsentligt mere ansvarligt end andre lande, uden dog på nogen maade at imponere, nu skal stå på mål overfor EU for sin finanslov, og skal deltage i diverse bail out pakker for Euroen, som vores befolkning har sagt klart nej til ved flere lejligheder, er ganske enkelt uanstændigt. Det er at gennemføre hemmeligt og udemokratisk ad bagdøren, hvad vi har afvist demokratisk ved hovedindgangen.

At tro, at en central, politiseret bankregulator skulle kunne gøre et bedre arbejde end folk med lokal indsigt er i sig selv ulogisk. Men når de samme mennesker, der nu skal have mere ansvar, allerede har vist sig aldeles uansvarlige og uegnede til at organisere noget som helst, bliver det tragi-komisk.

Vores bedste håb er fortsat, at kæmpe for at så mange disse absurditeter som muligt kommer til folkeafstemning, idet de danske borgere historisk har udvist en langt større ansvarlighed og naturlig skepsis end vores EU-forgabte politikere, og til dels erhvervsliv.

Personligt er jeg gået fra at være klar tilhænger af EUs grundidé, frihandel og fred, til at være dybt skeptisk overfor EUs totalitære, interventionistiske, selvovervurderende, udemokratiske lederskab.

Forhåbentlig vil Euroen inden længe gå i opløsning fra sin nuværende form og dermed åbne mulighed for mere nuancerede former for deltagelse i fremtidens europæiske samarbejde. Hvis vi fortsætter af den nuværende vej frygter jeg oprigtigt et totalt økonomisk sammenbrud i Europa med deraf følgende voldsomme civile uroligheder og risikoen for, at demokratiet ikke længere vil bestå i nogen reel form.

Vi kan ikke gøre meget for at redde Eurozonen, men vi kan gøre alt for at holde Danmark ude af moradset og derfor er det min anbefaling, at vi ikke deltager i nogen som helst yderligere integration, unioner eller andre nye supranationale tiltag, og snarere ruller så meget tilbage af det allerede indgåede som overhovedet muligt. EUs katastrofe behøver ikke at blive Danmarks katastrofe. Men det kræver, at vi siger fra nu.