FOA er bekymret over, at EU nu med Euro-pagten får kompetencer på områder, som hidtil har hørt til den enkelte medlemsstats egne beslutninger

Euro-pagten, som Danmark nu som ikke-Euroland har tilsluttet sig, handler formelt om konkurrenceevne.
Men definitionen af konkurrenceevne er bred. Foruroligende bred.
Pagten indebærer, at den enkelte stats- og regeringschef nu påtager sig nationale forpligtelser i forhold til udvikling af konkurrenceevnen i eget land, som derefter overvåges af den samlede kreds af stats- og regeringschefer.
Det er forståeligt nok, at de økonomiske problemer i lande som Grækenland, Irland, Spanien og Portugal (GISP-landene) giver EU-landene anledning til fælles overvejelser, når GISP-landene får behov for økonomisk bistand fra det øvrige EU. Men så vidt jeg kan læse pagtens ordlyd, så går de koordinerende og kontrollerende opgaver i forhold til alle EU-lande, der er omfattet af Euroen eller som tilslutter sig pagten, langt videre end det, som GISP-landenes situation kan begrunde.
Det har naturligvis betydning, hvilke garantier statsministeren har kunnet give til Folketingets EU-udvalg, men for mig spiller pagtens ordlyd i sidste ende den afgørende rolle.

Jeg er særligt bekymret over to områder i pagten.
For det første bliver det enkelte land ansvarlig overfor EU for at sikre en omkostningsudvikling og landene skal særligt rette deres opmærksomhed mod reformer, der blandt andet indebærer en ”gennemgang af lønfastsættelsesordningerne og om nødvendigt graden af centralisering i forhandlingsprocessen og af indekseringsmekanismerne”, samt en ”sikring af, at lønoverenskomster i den offentlige sektor understøtter bestræbelserne vedrørende konkurrenceevnen i den private sektor”.
Netop konkurrenceevne og overenskomster håndteres i Danmark alene af arbejdsmarkedets parter, og vi er årtier forud for det, som Europagten nu forpligter den danske statsminister til at tænke i reformer af. I 1987 indgik arbejdsmarkedets parter med regeringen den såkaldte Fælleserklæring, som netop har fokus på forholdet mellem konkurrenceevne, produktivitet og løn, ligesom overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor lige så langt jeg kan huske tilbage har bygget på en forudsætning om en parallel lønudvikling mellem privat og offentligt ansatte.
Ved folkeafstemningen om Danmarks medlemskab af EF i 1972 lagde LO og Dansk Arbejdsgiverforening i den berømte annonce med kokosnødden op til, at vi fortsat selv skulle knække nødderne på det danske arbejdsmarked. Den forudsætning har alle danske politikere i de efterfølgende årtier, så vidt jeg har kunnet følge med, delt med arbejdsmarkedets parter.
Nu får EU’s stats- og regeringsledere med Euro-pagten så en hånd på den nøddeknækker. Det risikerer i mine øjne at blive første skridt ind på en glidebane, der flytter kokosnødden over på andre parter end arbejdsmarkedets.

Min anden bekymring går på socialpolitikken og den underliggende skattepolitik.
Pagten inddrager pensioner, sundhedspleje og sociale ydelser og lægger op til reformer, der skal sikre ”holdbare pensioner og sociale ydelser” og peger på at øge pensionsalderen og begrænse førtidspensionsordninger. Disse forpligtelser for det enkelte medlemsland bringer i mine øjne, den danske pensionsmodel med folkepension suppleret af ATP og arbejdsmarkedspension, den danske førtidspensionslovgivning samt den særlige danske efterlønsordning i spil på et bord, hvor de øvrige EU-lande sidder med.
Også her frygter jeg, at en glidebane dukker op i horisonten.
Og netop måden, vi vil skrue det danske sociale system sammen på, var et anliggende alene for danskerne, da vi gik til stemmeurnerne i 1972.
Det skal det fortsat efter min opfattelse være.