Spørgsmålet om løndumping blev et af de helt store temaer ved årets overenskomstforhandlinger. Det er ikke så mærkeligt. Næsten hver dag er der nye eksempler på, at arbejdere bliver groft udnyttet, af som oftest østeuropæiske virksomheder. Tilmed forsøger de at løbe fra regningen.
Danske fagforbund har ca. 20 mio. kr. til gode hos østeuropæiske firmaer i bod eller forlig om overenskomstbrud. Skat vurderer, at polske firmaer skylder ca. 139 mio. kr. alene i moms – hertil kommer et ikke opgjort beløb i manglende indkomstskat.
Løndumping er derfor ikke kun et problem for de arbejdere, der må se deres job blive overtaget af underbetalt arbejdskraft. Det er en trussel mod hele vores overenskomst- og velfærdsmodel. Det er der heldigvis flere og flere danskere der indser, og derfor var og er kampen mod løndumping en ”vindersag” for fagbevægelsen og arbejderpartierne – hvis de ellers vil tage den!
Social dumping er i princippet ikke noget nyt. Men det er blevet mange gange værre efter optagelsen af en række østeuropæiske lande i EU. Den største skurk i dag, er EU´s indre marked og det ubønhørlige krav om ”fri bevægelighed”. Det er også dette, der ligger til grund for EF-Domstolens indgreb i konfliktretten, og den derpå følgende danske lovgivning, som siger, at fagbevægelsen kun må kræve mindstelønsoverenskomster af virksomheder fra de andre EU-lande.

Men spørgsmålet er: Hvad gør vi ved det? Vi kan jo ikke sidde og vente på at der bliver flertal i Danmark for at vi skal ud af EU og det indre marked (selvom det unægtelig ville løse en stor del af problemet!).
Kampen må føres her og nu med krav til overenskomsterne, krav til Folketinget og krav til EU.
I årets overenskomster på det private område er man kommet et lille stykke af vejen med de nye bestemmelser om øget adgang til lønoplysninger. Men arbejdsgiverne ville ikke skrive under på det såkaldte ”kædansvar”, hvor en hovedentrerprenør hæfter – også økonomisk - for overenskomsten i alle led. Det tyder på, at viljen til at bekæmpe social dumping ikke er så stærk, når det kommer til stykket. Af samme grund afviste de også kravet om en langt højere mindsteløn, der ellers kunne have modvirket de nævnte EF-domme.
Også i det danske folketing kan der gøres meget: Krav om, at alt arbejde for det offentlige sker på overenskomstmæssige vilkår. Krav om ”solidar-ansvar”, som allerede findes i flere EU-lande (En slags kædeansvar for ordregivere og hovedentreprenører hvad angår løn, arbejdsvilkår, arbejdsmiljø og skatteindbetalinger). Vi kan give skat flere ressourcer, og fagforeningerne flere redskaber til at kontrollere virksomhederne (skiltning, fri adgang til virksomhedsregistre, fri adgang til arbejdspladsen).
Men vi skal også have ændret EU´s regler. Lissabon-traktaten er ikke nogen forbedring, tværtimod. EF-Domstolen henviser netop til den, når den griber ind i konfliktretten.
Derfor er det helt nødvendigt, at Danmark rejser krav om en social protokol, som foreslået af EFS (Euro-LO), som betyder, at faglige og sociale rettigheder skal være overordnet det indre markeds regler. Danmark skal også støtte kravet om en forbedring af udstationeringsdirektivet, så EF-Domstolen afskæres fra at blande sig i strejkeretten ad den vej.

Der er nok at tage fat på for en aktiv fagbevægelse og for det nye flertal som vi forhåbentlig har i Folketinget efter næste valg. God arbejdslyst, og god 1. Maj!