Nyhed

Tale ved blokade mod underbetaling af polske arbejdere

Blokade foran Mønten. Foto: Landsklubben for Tagdækkere

Siden den 28. august har de faglige organisationer i Byggefagenes Samvirke aktioneret mod misbruget af omkring 100 polske bygningsarbejdere i forbindelse med ombygningen af Nationalbankens tidligere møntfabrik på hjørnet af Amager Fællesvej og Amager Boulevard.
Arbejdsgiverne - Gitek og Renoveringservcice.dk - vil ikke tegne overenskomst og de polske arbejdere får ikke engang, hvad de er blevet lovet. De arbejder til en timeløn på mellem 30 og 50 kroner i timen.

Den 16. september var Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, blandt talerne ved blokaden foran "Mønten". Her er hans tale:


Tale til blokade-aktionen foran ”Mønten”

Nede i EU var der engang en kommissær der hed Bolkestein. Han fik til opgave, at udarbejde et såkaldt ”service-direktiv” om de virksomheder, som udfører serviceydelser i andre EU-lande.

Da Bolkestein fremlagde sit forslag kom det ikke til at hedde Bolkestein-dikretivet, men Frankenstein-direktivet. ”Man udtaler mit navn som var jeg den afskyelige snemand”, klagede den stakkels kommissær.

Og det var han sådan set også. For hvordan havde han lavet sit direktiv-forslag? Jo, han havde simpelthen skrevet rundt til arbejdsgiverne og spurgt dem, hvad der besværliggjorde deres levering af service-ydelser over grænserne.

Og der var selvfølgelig meget galt. Tænk at komme til et andet land for at score profitten og så skulle starte med at sætte sig ind i dette lands love og overenskomster. Hvor besværligt. Væk med den slags bureaukrati, krævede arbejdsgiverne!

Som herren befaler gør hunden. Den afskyelige snemand foreslog et direktiv som groft sagt betød, at f.eks. et græsk firma kunne levere serviceydelser i Sverige til græske løn- og arbejdsforhold, uden ret for svenske fagforeninger til at forsøge at forbedre forholdene for den ansatte og uden at de svenske myndigheder skulle kontrollere om firmaet rent faktisk overholdt de græske regler. Det skulle selvfølgelig være op til de græske myndigheder.

Et oprindelseslands-princip skulle råde, hvor servicevirksomheder på arbejde i andre EU-lande skulle følge de regler, som gjaldt i deres eget land. Der skulle kort sagt være frit slag for social dumping.

Efter store mobiliseringer fra den europæiske fagbevægelse lykkedes det at fjerne henvisningen til oprindelseslandsprincippet fra forslaget. Men det lykkedes ikke at få vedtaget et værtslandsprincip, d.v.s. et princip om, at når arbejdere kommer til et andet land, så skal de selvfølgelig som minimum arbejde under de forhold, som gælder i det nye land.

Politikerne har åbnet EUs indre grænser på vid gab, men uden at sikre de løn- og arbejdsforhold, som fagbevægelsen og andre gode kræfter har tilkæmpet sig i de enkelte lande. Det er den centrale grund til det morads vi står i i dag.

Og hvis det står til EU-systemet, så vil det kun blive værre i fremtiden.

I det seneste år har EF-domstolen afsagt en række domme, som opstiller alle mulige forhindringer for at bekæmpe social dumping og som reelt sniger oprindelseslands-princippet ind af bagdøren.

Vi så det i Vaxholm-dommen fra december, hvor EF-domstolen ulovliggjorde svenske fagforeningers konflikt for at sikre, at lettiske arbejdere i Sverige fik de samme forhold, som deres svenske kollegaer.

Vi så det i Rüffert-dommen fra april, hvor det blev kendt ulovligt at en tysk delstat krævede at dens leverandører og underleverandører levede op til de overenskomster, som var gældende i området.

Og lige før sommerferien så vi det i Luxemburg-dommen. Her blev det bl.a. forbudt Luxemburg at kræve, at udstationerede arbejdere i Luxemburg fik samme dyrtidsregulering som fastboende og at et udenlandsk firma, som opererede i Luxemburg, skulle kunne kontaktes i landet.

Alle disse domme er et udtryk for at EU får mere og mere magt – og at befolkningerne i de enkelte lande får mindre og mindre at skulle have sagt.

Hvornår har vi egentlig givet tilladelse til det? Hvornår var det f.eks. lige, at I har godkendt at lovligheden af en faglig konflikt i Danmark skal afgøres af EF-domstolen i Luxemburg?

EF-domstolen handler ikke i blinde. Den ved præcis hvad den gør. Forud for Vaxholm-dommen havde Fogh-regeringen sendt den et brev, hvor Danmarks holdning blev slået fast. I brevet hed det, at EU ”hverken direkte eller indirekte har kompetence til at regulere fagforenings ret til at konflikte for at opnå overenskomst med en arbejdsgiver”.

Men hvad svarede EU-domstolen: Ren og hop. Der er os der bestemmer om en konflikt er lovlige i Sverige, i Danmark og i hvilket som helst andet EU-land.

Jeg ved godt at Dansk Folkeparti i nogle annoncer har forsøgt at give indtryk af, at problemet med EU-domstolen er, at den består af nogle fremmede frankofile mandslinge med opadsnoet overskæg.

Men problemet er meget større. Problemet er, at EU-dommerne dømmer efter EUs grundidé. For som der står i traktaterne, så handler det om en stadig tættere Union og et ubegrænset indre marked for kapitalen til at søge derhen, hvor den kan opnå den største profit og for arbejdskraften til at søge derhen, hvor der er brug for den.

Hvis denne situation skal ændres, så kræver det efter min mening et opgør med EU. Det ved jeg godt, at vi ikke alle sammen umiddelbart kan blive enige om.

Men alle vi som ønsker ordnede forhold på arbejdsmarkedet burde i hvert fald kunne samles om at kæmpe for en juridisk bindende EU-protokol:
* som slår fast, at faglige og sociale rettigheder altid står over den fri etableringsret
* og som slår fast, at konfliktretten er et nationalt anliggende, som EU ikke skal have nogen som helst ret til at blande sig i.

At få opbakning til det fra samtlige 27 regeringer i EU bliver ikke let. Det kræver en hård kamp, hvor vi må stå skulder ved skulder med arbejdere fra andre lande. Uden en fælles faglig mobilisering på tværs af grænserne kan det ikke lade sig gøre.

Men samtidig kan vi jo ikke bare sidde herhjemme og vente på at dem kamp lykkes. Vi må også kræve af vores egne politiske repræsentanter i folketinget, at de gør noget for at løse det enorme problem, som de selv har skabt ved at give EU så meget magt.

Der er masser at tage fat på:

Vi må have vedtaget som en ufravigelig regel, at enten skal udenlandsk arbejdskraft i Danmark være omfattet af en overenskomst eller også må arbejdsgiveren kunne dokumentere at arbejdet foregår på overenskomstmæssige vilkår.

Vi må have indført en lov hvor hovedentreprenøren hæfter hvis en underentreprenør går fallit. Ikke bare i forhold til ordregiveren, men også i forhold til f.eks. de ansattes løn.

Vi må have vedtaget, at arbejdsgivere som overtræder arbejdsmiljølovgivningen, undlader at betale skat eller beskæftiger illegal arbejdskraft simpelthen skal have frataget retten til at drive virksomhed.

Og så skal vi have skærpet kontrollen med alle de platugle-firmaer, som først scorer kassen, derefter går nedenom og hjem for så at genopstå under et lidt andet navn. Det handler jo ikke bare om underbetalte ansatte, men også om at den fælles kasse snydes for millioner i skatteindtægter.

Der er blevet forsøgt slået plat på den kongelige mønt. Helt sikkert. Af kyniske bagmænd, som forsøger at score kassen ved at benytte underbetalt arbejdskraft. Som truer ansatte med fyring, hvis de bare så meget som snakker med fagforeningen. Og som tager en del af lønnen som gidsel, som først bliver udbetalt når arbejderen er returneret til sit hjemland uden at have lavet vrøvl over løn- eller arbejdsforhold.

Men kampen handler jo grundliggende om meget mere, nemlig om hvad det er for et samfund vi ønsker.

Ønsker vi et samfund, hvor det er alene er markedskræfterne der råder og hvor dårlige lønforhold, dårlige arbejdsforhold og dårlig moral stiller en bedre i konkurrencen?

Eller ønsker vi et solidarisk velfærdssamfund, hvor der er ordnede forhold på arbejdspladserne og hvor alle, som kan, bidrager til fællesskabet?

Tak til alle Jer, som er mødt frem og gør en indsats for det sidste.