Nyhed

JuniBevægelsen er nedlagt

Keld Albrechtsen opfordrede JuniBevægelsens medlemmer til at fortsætte de EU-kritiske aktiviteter. Foto: J.DK

Lørdag den 5. september blev JuniBevægelsen nedlagt. Det skete på et ekstraordinært landsmøde i Århus med stemmetallene 24 for nedlæggelse, 1 imod og 5 der undlod.

"En epoke er nu slut og ledelsen vil opfordre JuniBevægelsens medlemmer til at kæmpe videre for bevægelsens synspunkter i de øvrige sammenhænge, hvori de indgår", lød det i oplægget fra landsledelsen efter JuniBevægelsens valgnederlag 7. juni, hvor organisation mistede sit mandat i EU-parlamentet. Opfordringen til at fortsætte den EU-kritiske aktivitet i andre sammenhænge, blev gentaget på landsmødet af landsledelsens formand Keld Albrechtsen.

Folkebevægelsen mod EU har været i valgforbund med JuniBevægelsen ved de sidste fire parlamentsvalg (1994, 1999, 2004 og 2009) og beklager JuniBevægelsens valgnederlag og nedlæggelse. I en hilsen fra Folkebevægelsens ledelse, som blev læst på JuniBevægelsens landsmøde, hedder det bl.a.:

"Vi er oprigtigt kede af, at det ikke lykkedes Jer at blive genvalgt til EU-parlamentet. Og vi beklager, at vi ikke fik tilstrækkelig med overskydende stemmer til at give Jer den nødvendige hjælpende hånd - på samme måde, som i gjorde for os ved valget i 2004.
Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har haft vores uenigheder. Vi er imod EU som sådan og tror, at både Danmark, Europa og verden ville være et bedre sted foruden.
Men i mange af de konkrete kampe har vi trukket på samme hammel. Vi har kæmpet sammen ved folkeafstemninger og for folkeafstemninger."

"Kapitlet om Junibevægelsen er forbi", konstaterer Folkebevægelsens MEP Søren Søndergaard med beklagelse i et blog-indlæg på hans hjemmeside.
"Jeg håber, at rigtig mange vil benytte anledningen til at gå med i Folkebevægelsen og give et bidrag til, at vi kan løfte opgaven. I fællesskab kan vi skrive et nyt og flot kapitel i Unionsmodstandens store bog."

Læs mere på...
JuniBevægelsens hjemmeside - klik her!
Søren Søndergaards hjemmeside - klik her!